Du har måske forsøgt dig lidt frem med Facebook annoncering og har erfaret, at det teknisk er en for stor udfordring? Du har måske taget kontakt til en konsulent, som på ustruktureret vis har fortalt dig om alle de hundrede måder, hvorpå man kan føre sin Facebook annoncering? Eller også har du måske allerede haft kampagner kørerende, som ikke har givet det forventede resultat?

Begge ovenstående scenarier er ganske almindelige for såvel annoncører som virksomheder, og det kan derfor godt virke uoverkommeligt og dyrt at komme i gang med Facebook annoncering.

Genkender du det nævnte, og har du inderst inde en drøm om at få succes på Facebook? Så læs med her, når jeg kommer med 6 gode råd til, hvordan du skal starte din annoncering på verdens største sociale medie.

 

1. Pluk de lavsthængende frugter

Når du begynder din annoncering på Facebook, er det vigtigt at du vælger det kampagneformat, der kræver mindst indsats, men genererer det største afkast. Start derfor med at installere din Facebook-pixel inden for <head>-tagget på din hjemmeside og opsæt herefter en retargeting ’’Klik til website’’ kampagne på Facebook – du kan læse mere om retargeting i mine andre artikler eller på facebookretargeting.dk.

Årsagen til at du netop skal opsætte retargeting er, at du herved målretter personer, som allerede har vist interesse for dine produkter/ydelser ved at besøge dit website – og det er dem, der er mest tilbøjelige til at konvertere. Derfor tjener du som regel også flest penge her.

 

2. Kend din målgruppe

Ligesom traditionel markedsføring, er det vigtigt at du kender din målgruppe, når du skal annoncere på Facebook. Dette skyldes, at du på Facebook, i langt højere grad, har mulighed for segmentere din målgruppe i forhold til netop de ting, der karakteriserer dem.

Det gælder med andre ord om at finde et passende aldersinterval, gøre sig klog på målgruppens interesser, finde ud af om målgruppen typisk har bestemte jobs eller stillinger, og vurdere hvorvidt målgruppen er bestående af mænd eller kvinder, samt hvor de befinder sig rent geografisk.

Jo højere relevans din annonce har, jo bedre vi den performe.

 

3. Opsæt konverteringssporing

Modsat traditionel markedsføring, har du på Facebook mulighed for at se det præcise resultat af dine kampagner. Dette opnås med konverteringssporing. I praksis fungerer det ved et stykke kode, der indsættes på din kvitteringsside og andre vigtige sider på domænet.

Fordelen ved konverteringssporingen er, at du ikke længere annoncerer i blinde, men derimod har mulighed for at optimere dine annoncer, hvis de ikke giver det ønskede afkast – samt allokere budgettet dertil, hvor du får mest ud af dine markedsføringskroner.

 

4. Vær realistisk omkring dit budget

Mange tror at annoncering på Facebook er forbundet med høje omkostninger og stor risiko. Men hvis du kender din målgruppe eller starter med retargeting, burde din annoncering kunne give et positivt afkast med et relativt lavt budget.

Du bør altså ikke øge din risiko ved at investere for mange penge i annonceringen, hvis ikke dit samlede budget kan holde til det.

 

5. Gør noget ud af dit annoncebillede og skab ’Call to action’

Når du annoncerer på Facebook, viser du opslag i newsfeedet, som målgruppen ikke har bedt om. Det gælder derfor om at lave en annonce, som målgruppen interagerer med.

Den ideelle annonce er dog ikke entydig, og er med andre ord afhængig af både dit produkt/ydelse og din målgruppe. Du skal derfor gøre brug af billedmateriale og sproglige virkemidler, som målgruppen kan identificere med, således at de får fornemmelsen af, at netop din virksomhed kan afhjælpe deres behov.

Slutteligt anbefales det generelt at skabe ’call to action’ og fortælle målgruppen præcis, hvad de skal gøre efter at have set annoncen – eksempelvis ’’Klik læs mere og se vores gode tilbud’’. Dermed minimerer du risikoen for, at målgruppen blot ser annoncen og scroller ubesværet videre.

 

6. Vær tålmodig

Selvom det kan være nervepirrende at se Facebook bruge annoncekroner, er du nødt til at være tålmodig – og du bør som tommelfingerregel give annoncerne mindst 7-14 dage, før du vælger at slukke dem. Dette skyldes, at Facebooks algoritme laver tests, førend at den kan vise annoncerne til de helt rigtige i målgruppen.

Hvis annoncerne stadig ikke fungerer efter den pågældende periode, kan du overveje at lave en splittest, ved at opsætte en ny annonce inden for samme annoncesæt, hvorved Facebook vil teste om denne virker bedre.

Rom blev ikke bygget på en dag, og din annoncering kan sagtens komme til at give pote – uanset udgangspunktet.

Hvis du ønsker at blive guidet teknisk igennem opsætning af Facebookkampagner, så kan jeg anbefale at investere i bogen ’’Facebook Annoncering’’ af Halfdan Timm – denne kan købes på fbannoncering.dk.