Facebook er på mange måder et fantastisk online univers, hvor du kan markedsføre dine produkter, og nå ud til dine kunder og fremtidige potentielle kunder – såfremt du er villig til at smide et par håndører efter markedsføringen.

Det er dog ikke så nemt og enkelt, som det måske kan lyde at få det fulde udbytte af det populære og velkendte sociale medie. Facebook er ideel at bruge til markedsføring, men pas på de mange faldgruber, så du kan nå dine mål og KPI’er for en effektiv kampagne.

Vil du have nye kunder? Find dankortet frem

Facebook er på mange måder et fantastisk værktøj at anvende, når man driver virksomhed, fordi du har mulighed for at være i daglig kontakt med dine kunder, på en helt anden måde end man kunne for 15 år siden. Kundepleje er et vigtigt nøgleord, og du kan engagere og involvere dine følgere og skabe et bånd mellem virksomhed og kunde.
Hvis du derimod gerne vil nå ud til nye potentielle kunder inden for din målgruppe, kan du med fordel finde dankortet frem og begynde at udforske en verden af sponsoreret indhold. Virkeligheden er, at det er langt fra de fleste af dine følgere, der ser dit content i deres nyhedsfeed, og Facebook er overordnet set ikke god til at få fat i nye kunder – medmindre du laver sponsoreret indhold.

Fordelen ved dette er, at du ned i helt små detaljer kan vælge hvem, der skal møde din markedsføring, så du kun bruger penge på at nå ud til en række mennesker, der har potentiale til at finde dine produkter interessante.

Keep it simple

Når du markedsfører din virksomhed på Facebook er det vigtigt, at du er klar i spyttet og ved hvilket budskab, du gerne vil kommunikere ud til målgruppen. Jo klarere – jo større chance er der for, at din målgruppe vil engagere sig og interagere med dine opslag.

Vær tro mod dit brand og sørg altid for, at der er klar sammenhæng mellem din centrale kommunikationsplatform på tværs af forskellige medier, så du skaber ensartethed. Du kan med fordel lægge vægt på enten humor eller stærkere følelser. Jo flere følelser din markedsføring vækker hos modtageren, jo større chance er der for, at de finder dine opslag interessante og har lyst til at tagge, dele og synes godt om.

Facebook er for alle

Uafhængigt af om din virksomhed sælger brugte cykler eller skægtrimmere, er der med garanti en berettigelse for dine produkter på dette sociale medie – for dine kunder findes netop hér, så længe du kan finde ud af, at nå ud til dem gennem den rette kommunikation og virkemidler.